11. november 2023

I dag den 11. december blev sidste fællesjagt i Hesselholt afholdt. Vejret viste sig fra den lidt venlige side, med få varmegrader, lidt forfriskende nedbør fra oven, og en skovbund præget af mængder af smeltevand og is. Folkene fra Hillerød tog varmt tøj og batteri undertøj på, og flere af jyder rullede lige skjorteærmerne ned.🤣🤣

Som vanligt mødtes vi morgenfriske ind i klubhuset på Banesvinget. Michael Engemann havde igen sørget for kaffe, rundstykker og kage til de spændte deltagere. Nogle var nye og andre var trofaste gengangere der glædede sig til et gensyn med Rold Skov. 20 skytter og 5 hundefolk så er lokalet i det gamle klubhus altså også fyldt til randen. Med alle de ting der foregår i foreningen, så trænger vi til et nyt hus. Hvis vi alle hjælpes ad, så kan det måske blive til næste jagt i Hesselholt 👍😉👍

Efter morgenmad blev der holdt parole med fokus på sikkerhed for skovens gæster, driverne, hundene og jagtkammeraterne. På denne årets sidste jagt var der ikke stor hjort på tilladelsen, den blev nedlagt på forrige jagt– og hvilken hjort. Til gengæld var vi lidt bagud med rådyr, ræv og øvrige kronvildt.

Fordelt på trailere kørte vi fra Moskovpavilionen ind i en forholdsvist mørk skov. Solen var stået op, men når sneen er smeltet og der ligger et tungt lavt skydække, så er Rold Skov ret mørk. Heldigvis kender os der sætter folk af jo turen og kan hjælpe folk på post.
Ikke så snart var folk sat af og driverne ved at komme på plads før de første skud lød i skoven. En lovende start på en lang dag. Hesselholt er afvekslende med store partier med gamle bøge, store områder med gammel gran, som i vinterstormen havde lavet lidt et mikadospil for os driverne. Ind imellem det hele, store områder med tætte enebær, gran, fyr etc. steder som vildtet og ikke mindst kronvildtet ynder at gemme sig. Og hundene som har erfaring, ved udmærket godt hvor der skal satses – i det tætte.
Vel oppe i første såt kommer en rudel krondyr på 10-12 hinder og kalve løbende lige imod mig med hunde der halser efter. Når lige at varsko nærmeste skytte, som dog skyder forbi. Løbende vildt er en svær størrelse der kræver megen træning. Stedet markeres op som hjælp til schweissmand Frederik Svendsen.

Da vi samler skytterne op har de fleste set råvildt og en del har set kronvildt. Som hundefører ser vi en del snepper, og personligt – og med vidne – nedlagde jeg imaginært 2 snepper i 2 særdeles vanskelige skud. Havde jeg haft jagtgevær med, så var de faldet som fluer 😊Pudsigt nok havde en skytte kronvildt for på præcis samme sted som anden skytte på forrige jagt. Og begge afstod fra at skyde på grund af tvivlsomt kuglefang. Respekt. 👍

Resultatet af første såt blev 5 stk råvildt, hvoraf en skulle eftersøges sammen med tjek af skud til kronvildt. Vi har altid schweishundefører med på jagt som tjekker ALLE skud hvor vildtet ikke ligger forendt.

Efter en aldeles herlig og tiltrængt gang varm mad og bål i Arden, så blev posterne fordelt på ny og anden såt sat i gang. Som det sommetider er på jagt, så blev denne såt ret begivenhedsløs. Der lød et enkelt skud. Janka kom ud fra en tykning og ‘meddelte’ hun havde fundet den råbuk som var blevet påskudt om morgenen. Der var tale om løbsskud og Per Henriksens udmærkede ruhår havde hetzet og affanget dyret. Godt hundearbejde. Det havde de bare glemt at fortælle det til Per, som dog havde positionen på GPS.😊

Da skytterne var hentet og vi alle kørt til paradepladsen, så kunne dagens resultat gøres op. Der lå 3 fine bukke, 2 råer og et enkelt rålam på paraden. En glad og tilfreds Mogens kunne notere god skydning og opførsel. Vi fik rettet lidt op på afskydningen af rådyr, og det var tjekket at der var tale om forbiskud til kronvildt.

Foreningen var vært ved en juleøl og Mogens benyttede tiden til at takke alle hjælperne der gør det muligt at afholde disse populære jagter til en overkommelig pris. Der skal til hver gang skaffes drivere med egnede hunde, bestilles bespisning, arrangeres kørsel, dækkes op til morgenmad, parade om mange andre ting. Heldigvis råder vi i foreningen over en suveræn altmulig-/hundemand Kim Porsborg der sørger for at binde tingene sammen. Hov, glemte vi lige at nævne blæserne 😉😁
Jamen så, til tonerne fra jagthornene sluttede fællesjagterne 2023 i Hesselholt, og der blev afslutningsvist blæst På Gensyn.